Caps-lock: Forbud på vej mod at bruge store bogstaver
DesignDesignråd vil indføre autorisation til store bogstaver. Fremover må kun specialister bruge de populære, men også vanskelige tegn.
Store bogstaver er så svære at håndtere ordentligt at det kræver specialviden og derfor højere typografisk uddannelse, lyder det fra Danmarks Designråd.
— Det er ikke kun et dansk problem, men nu synes vi godt vi kan gå lidt forrest.
Det er især afstanden mellem bogstaverne der volder problemer. Det fleste kan godt se det, hvis man bliver gjort opmærksom på det: At der står SK AGER AK, i Trip Traps nye navnetræk. Eller at der står CO PENHA GEN på Copenhagen Seafood biler. Det vanskelige er at gøre noget ved det fordi de værktøjer vi har i dag, ikke er tilstrækkelige.
På designskolerne ændrer man studieplanerne, så versaler (store bogstaver, red.) tidligst kommer i brug efter 2 år. Hvilket konkret betyder at bl.a. design af bogomslag må vente til sidst i forløbet.
— Det er selvfølgelig en udfordring når både skrivende og talende bruger store bogstaver. Og når en ung rebel som Yahya Hassan kan bruge versaler så konsekvent, påvirker det også de studerende.
— Der må vi ind i en dialog med mennesker som Yahya og påpege at deres ord og sætninger kan blive V ANSKEL IGE at forstå, hvis ikke de designes professionelt.
I praksis overvejer man indføre superbrugeradgang til caps-lock, som så vil kræve en særlig nøgle.
Forbuddet kommer i første omgang ikke til at berøre retten til at tale i store bogstaver.
Si’ det er løgn har allerede søgt om den kommende autorisation, men har underligt nok endnu ikke hørt noget fra rådet.