Aprilsnar: Facebook ændrer deres algoritmer igen efter ‘aprilsnar’
KulturEfter en lang 1. april erkender Facebook at man har et stort problem med brugere der ikke kan lade være med at skrive Aprilsnar i kommentarsporet.
Første april bragte en forventet syndflod af ‘aprilsnar’ på Facebook, men sandelig også fake ‘aprilsnar’, selvom også disse kunne være underholdende. Det er imidlertid hverken fake eller fake-fake historier, der generer Facebook og får dem til at trimme algoritmerne.
– Vi kan jo så meget, vedgår Mark Zuckerberg i et eksklusivt interview, og så kan vi naturligvis også løse dette irritationsmoment. Og irriterede, ærgerlige og skuffede brugere er ikke godt for trafikken og således heller ikke forretningen.
Sagen handler om om spoilers.
– Vi må konstatere at der er en del brugere som ikke kan lade være med skrive ‘Aprilsnar’ i kommentarsporet til en ellers ægte Aprilsnar og dermed ødelægge noget af fornøjelsen for alle andre. Ligesom ordet ‘Tillykke’ bliver fremhævet med rødt, vil vi fremover skjule ordet ‘aprilsnar’ – ved at lave teksten hvid.
Hvem er det, som gør sådan noget?
– Det er vi også ved at undersøge. Og når vi har et klart billede, vil vi overveje, om de pågældende brugere, efter gentagne spoilers, slet ikke vil få vist opslag med aprilsnar i deres feed.